Lyrikk på ein søndag - S

Det er søndag og søndagslyrikkutfordringa har komme fram til bokstaven s.

1. S for surrealisme, retninga som med utgangspunkt i Andrè Breton sine surrealistiske manifest søkte å nå fram til det oververkelege, ved å leggje fornufta til side. Ein av teknikkane surrealistane brukte, var automatskrift, som gjekk ut på å finne fram til måten tanken eigentleg verkar på, gjennom å skrive utan å tenke. Presenter eit dikt som er influert av surrealismen.

2. Sentrallyrikk er eit samleomgrep for lyrikk som tematiserer dei store spørsmåla, livet, døden, kjærleiken og naturen. Presenter eit sentrallyrisk dikt.

3. Og sist, men ikkje minst: Presenter eit dikt av ein diktar på S.

--------------

1. I essaya sine avviser Gunnar Ekelöf at han i det heile tatt høyrer til i nokon retning. Han tek avstand frå -ismer i det heile tatt. Det at kunstnarar liknar kvarandre, er ifølgje Ekelöf eit resultat av at dei skriv i same tid og let seg inspirere av den same tidsånda (eg finn ikkje dette essayet i skrivande stund, så eg får ikkje sitert korrekt, men det er sånn nokonlunde dette Ekelöf skriv på ein litt meir velartikulert måte). Men sjølv om Ekelöf ikkje ville blir kalla surrealist, er det vanskeleg å oversjå den surrealistiske påverkninga, som kjem til uttrykk i diktinga hans. Og i diktet "Sonatform denaturerad prosa" er den surrealistiske påverkninga kanskje mest eksplisitt:

krossa bokstävlarna mellan tänderna gäspa vokaler
elden brinner i helvete kräkas och spotta nu eller aldrig jag
och svindel du eller aldrig svindel nu eller aldrig.
vi börjar om

krossa bokstävlarna makadam och tänderna gäspar
vokaler, svetten rinner i helvete jag dör i mina vindlingar
kräkas nu eller aldrig svindel jag och du. jag och han hon det.
vi börjar om. jag och han hon det. vi börjar om. jag och han
hon det. vi börjar om. jag och han hon det. skrik och rop:
det går fort vilken rasande fart i luft och helvete i mina vind-
lingar som vansinnet i luften svindel, skrik och rop: han fal-
ler han har fallit. det var bra det gick fort vilken rasande fart
i luft och helvete i mina vindlingar kräkas nu eller aldrig
svindel jag och du. jag och han hon det. vi börjar om. jag
och han hon det. vi börjar om. jag och han hon det. vi bör-
jar om. jag och han hon det

vi börjar om
krossa bokstävlarna mellan tänderna gäspa vokaler, el-
den brinner i helvete kräkas och spotta nu eller aldrig jag och
svindel du eller aldrig svindel nu eller aldrig.

2. Olaf Bull er ein diktar eg stadig vender tilbake til, og eg trur ikkje eg kjem på eit betre dikt som tar opp både livet, døden og kjærleiken enn "Fra mezzaninvinduet":

Samtidige i rummets bleke dage
staar jeg og hun, min slanke elskerinde.
Vi drikker med vort hjertes gjemte pulser
den samme stund, som til os begge rinder -
og stille skal vi staa og kløve lyset,
der er fra tider, da vi ikke levet,
og som vil strømme med sit skraae skjær
dybt ind i tider, da vi ikke er - - -

Og der er døde sommerdøgn i lyset,
som hælder gjennem vindvets løvguirlandre -
og denne dybe kveld vil gaa tilbage
og flyde tonløst sammen med de andre!
Naar streifed det mig sidst, det lys som blinder --
det meningsløse, rige straaleskin,
som tænder dundet paa en kvindes kinder,
der ikke aner hvorfor hun er min?

Vi staar i drømmedrysset ifra solen,
som flimrer bag den øverbøide pinje;
jeg ser din hofte gjennem blaatøiskjolen,
hvor den er endelig i form og linje.
Jeg ser paa dine solbelyste hænder
med perlefine porer i sin hud,
hvor alt er nært og fast! Hvor alting ender!
og ingenting er evighed, o Gud!

Men fjernt paa sletten ser jeg ogsaa lue
Soractes gamle bjerg og Tiburs høie,
og pinjekronen over vindvets bue
blir nu en haand, som skygger over øiet.
Og fra en anden mezzanin man spiller
- Chopin - og vakt af hvide hænder raser
i søvnløs ring hans liljebleke triller
bagt tunge, rosenfyldte romervaser.

3. Då eg var yngre var eg veldig glad i "Den fyrste songen" av Per Sivle. Det er ein vakker tekst og sjølv om vi ofte tenker at det er ein barnesang, er det ein tekst som tåler å lesast som eit dikt:

Den fyrste Song eg høyra fekk,

var Mor sin Song ved Vogga;
dei mjuke ord til Hjarta gjekk,
og kunde Graaten stogga.

Dei sulla meg so undarleg,
so stillt og mjukt te sova;
dei synte meg ein fager Veg
upp fraa vaar vesle Stova.

Den Vegen ser eg enno tidt,
naar eg fær Auga kvila;
der stend ein Engel, smiler blidt,
som berre ei kann smila.

Og naar eg sliten trøytnar av
i Strid mot alt som veilar,
eg høyrer stillt fraa Mor si Grav
den Song som all Ting heilar.

Lyrikk på ein søndag - O, mine svar

Eg blei nødt til å prioritere søvn framføre lyrikk i går kveld, men her kjem mine svar:

1. Eg vender stadig tilbake til Gunnar Ekelöf si dikting, og i "Böljesång"-passasjen i En Mölna-Elegi finn vi eit vakkert eksempel på eit diktutdrag med eit sterkt lydmalande preg, lyden av bølger og hav:

Vindsus och vågstänk

Vågsus och vindstänk

Vågornas sus och vinden

kylig mot pannan och kinden –

evigheten och du

evigt och samma kryss:

Ett evigt då som bli nu

Ett evigt nu som blir nyss

Tiden hämnad och hetsad:

Solen spetsad

På Danvikens spira

Silos och torn –

Vindsus och vågstänk

2. Eit av dei finaste dikta eg veit om, om orda, er dette namnlause diktet av Paal Brekke:

Stillheten, sier jeg

og mener dette som er mer enn ordene

alt det vi strekkes oss mot bakenfor

og gjennom ordene

De hvite skyer, høye trær med mørke

tunge kroner, speilet

i dypet av ditt øye

Og jeg strekker meg imot det

strekker fram et ord, som på

et sølvbrett, og med hvite

eller sorte hansker

Stillheten, sier jeg

og vannet kruses, alle bilder

krølles sammen

Kan du tie, mann!

Jeg kan ikke

3. Når eg skal leite etter ein diktar på O, ender eg opp med å gå etter fornamn, og eg vel Olaf Bull. Olaf Bull skriv vakre dikt om kjærleik og om forhaldet mellom flyktige augeblikk og det store ukjende. Bull er kanskje også ein av dei få verkelege modernistane vi har i vår lyrikkhistorie. Og sidan det i tillegg nærmar seg våren, har eg vald dette diktet på o:

"Foraar"

Der gives ei ude i al denne blaanende himmel
et eneste aandedrægt fra hendes bryst!
Dén luft, som engang med sine milde strømme
svulmet og sank i brystets blyge høining,
legede ømt i nakkens søde bøining,
dén bølger forgjæves henover jordens lyst -!
Se, svalerne stiger i dans, i dans de daler -
og mine tanker til hine tider gaa,
da hun var med om at kalde svalerne svaler,
og lykkelig gjerne kaldte luften blaa!

Hør, foraaret brusende henover verdens høie!
Markerne grønnes av kraft, mod hvad, mod hvad?
Spirernes jubel naar ikke hendes øie,
som ingen skal møde mer, hvor længe han leder, -
de selvsamme birke suser de deilige steder, -
der hun, deres evige charme, forundret sad -

- - -

Intet er ændret. Fjernt og saart fra fabrikker
høres der flittige slag i den enkle dag -
skjønt ikke en ting i verden er mere sikker,
end det, at hun smuldrer i muld bag kistens tag!

Men markerne grønnes, og himlene bruser og blaaner,
som vilde de bruse og blaane dig frem av din grav -
som vilde al vaarens duft gjennem gravene trænge -
duft som strømmer fra tusinde skinnende blade.
Syriner bag gjærdet langs foraarets promenadee - -
ude, langt ude glitrer dit elskede hav!
Idag var en dag for dig, du kjære deroppe,
hvor stilheden staar i tungsindige roser og trær!
Aa hvor du elskede storm i din haves toppe
og stormsvalers vingede glimt gjennem vaarens veir!

Aa om jeg kunde, kunde jeg bare glemme -
og drive mig selv til at gaa saa gal en gang
de trapper op, og spørge, om du var hjemme -
med tro paa det selv, og med glad og bevæget stemme - -
- - -
Fra frelserens gravlund toner der søndagsklang - -.

Lyrikk på ein søndag - K

1. Konkret poesi er eit omgrep som blir brukt om diktning som framstiller ei bestemt visuell form, med bruk av typografiske og grafiske hjelpemiddel. Det er også eit omgrep som blir brukt om dikting som er prega av konkrete bilete, ikkje abstrakte omgrep.
Presenter eit dikt som kan representere ein av desse to formene for konkret poesi.

2. K for Kjærleik. Presenter eit dikt kor kjærleik er eit sentralt motiv.

3. Presenter eit dikt av ein forfattar på K.


---------------------
1.
Apollinaire sine Calligrammes er blant dei mest kjende og mest fascinerande figurdikta.
Teksten i figuren beskriver du-et under stråhatten, auga, nasen og munnen.

reconnaise-toi
cette adorable personne c'est toi
sous le grand chapeau canotier
oeil
nez
la bouche
voici l'ovale de ta figure
ton cou exquis
voici enfin l'imparfaite image de ton buste adore
vu comme a travers un nuage
un peu plus bas c'est ton coeur qui bat

2. "Metope" av Olaf Bull er eit vakkert kjærleiksdikt.

Dig vil jeg ømt i rytmer nagle fast!
Dig vil jeg dypt og blivende bevare
i digtets evige, unge alabast!
Du solbevægede sværmerske! Med panden
pikelig vendt mod kveldens bleke guld,
vender du mildt en himmel mot en annen,
likesaa lys og øm og løndomsfuld!
Gjerne ga jeg min verdens vers tilhope,
hadde jeg magt til ét: at hugge ind
i mindets trodsige sten en myk metope
over dit vare, omridsømme sind!

Vi vandrer i fugtig fjæresand! Du lytter
til sommersjøens luftige bølgesprut!
Vi føler det fromt, at kveldens stilhet flytter
sin tonende grændse altid længer ut!
Det kimer af falmet lyd, som glir tilbake
bak rødmende lunde, gyldne kirkespir —
og luftens lysende bølger synker svake,
som bækker af sol fra bjærgene, som blir!

Aaserne blaaner. Stjernerne er nære!
De siste skyer skynder sig hjem tilkvelds!
Engen har andagt — op af luftens fjære
stiger Arcturus! Lindt, bag graastensgjærdet,
aander en vind i rugens sølvgraa pels!
Gjennem dit blik en varm og dyb beaandning —
midt i et mulm af blaat kan øiet faa
et drivende stænk, en fugtig glans af honning,
og stille spør jeg dig «Ven — hvad tænker du paa?»

«Jeg tænker paa kvelder som denne, jeg ikke faa lov til at leve —
paa modne marker, som bruser af korn, uten mig!
Paa rørende, lette smaating: Aks, som knækkes,
veier i sjøen, bleke seil derute,
bølger, som strømmer mot stranden uten mig!
Hverdagen, ven, som mildt blir ved bak graven,
tænker jeg paa, og alle de dype, blaa,
kommende kvelder her i sommerhaven,
uten mit sind mot dit, tænker jeg paa!

Det hele fylder mit øie som en taare,
jeg, ensom og angst og arm, skal graate snart!
Alle de ting, som nu ikveld er vore — —
om faa, berusende aar staar stunden fore,
da taakerne glir, og øiet kan se klart!
Aa, elskede, se hvor dyb og sort en fjære!
Saa underlig stranden blev, da vandet faldt!
Mon rædslens kveld er fjærn, da vi skal være
en styggere strand end dén, forladt af alt?

Allikevel er det et sødt og saligt under,
at engene her, med korn og krat og trær,
og bjærgene bak, saa dybt som blikket bunder,
dugges saa sødt af vore smaa sekunder — —
bare den bjærken dér, hvor vor den er!
Og skigarden da! Den gamle redskabsvognen
ligger i græsset støt og stadig staar
de svære hesjestængerne op i rognen,
og grøften er grøn som før, i alle aar!

Aa, ven, lot gravenes dyp sig vildt besværge,
vilde jeg bli til vangen her, med hø,
til bjærken dér, med stjerner i, og bjærget,
bare for slik, paa annen vis, at værge
den hellige haven vor, for dét: at dø — —!
Ta om mig, ven, og hold mig! Saan at trykkes
er snart det eneste glimt af haab, jeg vét —
den hastige, hete straalestund, det lykkes
at vække i mig en annen evighet!»

Og jeg, en levende mand, paa jorden hjemme,
en tydelig mand af kjød, fra taa til top,
kan, svimmel og sky, i favnen min fornemme
noget, som bare er blik og sind og stemme,
i smertelig angst og anelse løst op!
Du ensomme! Alt, jeg kan, er stumt at stryke
dit duftige haar, med haanden din i min —
og øie til øie saan, staar Pan og Psyke
foran et hav af korn, i stjerneskin!

3. Karin Boye har skrive mange vakre dikt. Blant anna
"Många röster talar"

Många röster talar.
Din är som vatten.
Din är som regn,
när det faller genom natten.
Sorlar lågt
sjunker trevande,
långsam, tveksam,
kvalfullt levande.

Skälver som en grund
bakom alla ljud,
sipprar och silar
mot min hud,
sveper sig lent,
sluter mig inne,
fyller mina öron
med viskande minne.

Jag vill sitta tyst
där jag inte kan störa dig.
Jag vill bo och leva
där jag kan höra dig.
Många röster talar.
Genom dem alla
hör jag bara din
som ett nattregn falla.

6. desember - Olaf Bull

Som eg kanskje er i ferd med å avsløre gjennom tekstutvalet mitt, er eg veldig glad i dei store, lyriske modernistane, og i dag er det Olaf Bull (1883-1933) sin tur:

Alene

Der suser ned en kveld paa jorden
derude i den mørke vaar;
en aften vandrer gjennem vaaren
saa mild, umælende og saar -,
og fyldt av sus fra aftenrøder
slaar ind mit vindus lille seil,
- og der er lys - en nellik gløder,
og stuen flygter i mit speil!

Den lille aften foran lampen
med nelliken i vaargrøn lind
og trevlerne fra pipedampen
og fattigdom og mager kind -
den ungdomsstemning, dyb og stille,
som jeg i aften eier givet,
og lever, haabende mod andet,
skal engang dæmre angst i livet - -

Engang, i fremtidssorte nætter
skal stille langs mit lys sig skynde
et nellikskjær - og løv, som sprætter
i haabets bitre unge ynde, - - -
den skal ei være til at gribe,
den fryvils lille sommerving;
den slukner i et streif, en stribe
med bud om alt og ingenting!

• 
  

Men der er deri ingen lære,
og ingen Panacé man har -
i det man er, der maa man være;
man kan ei være føre var
med det at aande og at leve
av al sin kraft i livets strøm
for saa engang i angst at bæve
og gribe vissen mod en drøm!

(Digte 1909)