Lyrikk på ein søndag - K

1. Konkret poesi er eit omgrep som blir brukt om diktning som framstiller ei bestemt visuell form, med bruk av typografiske og grafiske hjelpemiddel. Det er også eit omgrep som blir brukt om dikting som er prega av konkrete bilete, ikkje abstrakte omgrep.
Presenter eit dikt som kan representere ein av desse to formene for konkret poesi.

2. K for Kjærleik. Presenter eit dikt kor kjærleik er eit sentralt motiv.

3. Presenter eit dikt av ein forfattar på K.


---------------------
1.
Apollinaire sine Calligrammes er blant dei mest kjende og mest fascinerande figurdikta.
Teksten i figuren beskriver du-et under stråhatten, auga, nasen og munnen.

reconnaise-toi
cette adorable personne c'est toi
sous le grand chapeau canotier
oeil
nez
la bouche
voici l'ovale de ta figure
ton cou exquis
voici enfin l'imparfaite image de ton buste adore
vu comme a travers un nuage
un peu plus bas c'est ton coeur qui bat

2. "Metope" av Olaf Bull er eit vakkert kjærleiksdikt.

Dig vil jeg ømt i rytmer nagle fast!
Dig vil jeg dypt og blivende bevare
i digtets evige, unge alabast!
Du solbevægede sværmerske! Med panden
pikelig vendt mod kveldens bleke guld,
vender du mildt en himmel mot en annen,
likesaa lys og øm og løndomsfuld!
Gjerne ga jeg min verdens vers tilhope,
hadde jeg magt til ét: at hugge ind
i mindets trodsige sten en myk metope
over dit vare, omridsømme sind!

Vi vandrer i fugtig fjæresand! Du lytter
til sommersjøens luftige bølgesprut!
Vi føler det fromt, at kveldens stilhet flytter
sin tonende grændse altid længer ut!
Det kimer af falmet lyd, som glir tilbake
bak rødmende lunde, gyldne kirkespir —
og luftens lysende bølger synker svake,
som bækker af sol fra bjærgene, som blir!

Aaserne blaaner. Stjernerne er nære!
De siste skyer skynder sig hjem tilkvelds!
Engen har andagt — op af luftens fjære
stiger Arcturus! Lindt, bag graastensgjærdet,
aander en vind i rugens sølvgraa pels!
Gjennem dit blik en varm og dyb beaandning —
midt i et mulm af blaat kan øiet faa
et drivende stænk, en fugtig glans af honning,
og stille spør jeg dig «Ven — hvad tænker du paa?»

«Jeg tænker paa kvelder som denne, jeg ikke faa lov til at leve —
paa modne marker, som bruser af korn, uten mig!
Paa rørende, lette smaating: Aks, som knækkes,
veier i sjøen, bleke seil derute,
bølger, som strømmer mot stranden uten mig!
Hverdagen, ven, som mildt blir ved bak graven,
tænker jeg paa, og alle de dype, blaa,
kommende kvelder her i sommerhaven,
uten mit sind mot dit, tænker jeg paa!

Det hele fylder mit øie som en taare,
jeg, ensom og angst og arm, skal graate snart!
Alle de ting, som nu ikveld er vore — —
om faa, berusende aar staar stunden fore,
da taakerne glir, og øiet kan se klart!
Aa, elskede, se hvor dyb og sort en fjære!
Saa underlig stranden blev, da vandet faldt!
Mon rædslens kveld er fjærn, da vi skal være
en styggere strand end dén, forladt af alt?

Allikevel er det et sødt og saligt under,
at engene her, med korn og krat og trær,
og bjærgene bak, saa dybt som blikket bunder,
dugges saa sødt af vore smaa sekunder — —
bare den bjærken dér, hvor vor den er!
Og skigarden da! Den gamle redskabsvognen
ligger i græsset støt og stadig staar
de svære hesjestængerne op i rognen,
og grøften er grøn som før, i alle aar!

Aa, ven, lot gravenes dyp sig vildt besværge,
vilde jeg bli til vangen her, med hø,
til bjærken dér, med stjerner i, og bjærget,
bare for slik, paa annen vis, at værge
den hellige haven vor, for dét: at dø — —!
Ta om mig, ven, og hold mig! Saan at trykkes
er snart det eneste glimt af haab, jeg vét —
den hastige, hete straalestund, det lykkes
at vække i mig en annen evighet!»

Og jeg, en levende mand, paa jorden hjemme,
en tydelig mand af kjød, fra taa til top,
kan, svimmel og sky, i favnen min fornemme
noget, som bare er blik og sind og stemme,
i smertelig angst og anelse løst op!
Du ensomme! Alt, jeg kan, er stumt at stryke
dit duftige haar, med haanden din i min —
og øie til øie saan, staar Pan og Psyke
foran et hav af korn, i stjerneskin!

3. Karin Boye har skrive mange vakre dikt. Blant anna
"Många röster talar"

Många röster talar.
Din är som vatten.
Din är som regn,
när det faller genom natten.
Sorlar lågt
sjunker trevande,
långsam, tveksam,
kvalfullt levande.

Skälver som en grund
bakom alla ljud,
sipprar och silar
mot min hud,
sveper sig lent,
sluter mig inne,
fyller mina öron
med viskande minne.

Jag vill sitta tyst
där jag inte kan störa dig.
Jag vill bo och leva
där jag kan höra dig.
Många röster talar.
Genom dem alla
hör jag bara din
som ett nattregn falla.