Eg kom på nytt over Henrik Wergeland sitt "Pigen paa anatomikammeret" i helga. Dette samtidig så groteske og så romantiske diktet, om medisinstudenten som kjenner igjen nabojenta på anatomikammeret, gjorde sterkt inntrykk på meg første gong eg las det. Og det har fortsett å gjere inntrykk på meg kvar gong eg les det.
Pigen paa anatomikammeret
Henrik Wergeland. 1837.
-- -- Jo det er Hende! O lys hid!
Og slip ei Kniven end paaglid
i denne Armes Hjerte!
O, der er rædsom Vittighed
i Lampens Blik, som stirrer ned
paa denne døde Smerte.
Saa kold dengang den aanded saae
den stolte Verden jo derpaa?
Og frække Øine skar
det Slør igjennem tidligt, som
den stakkels Piges Fattigdom
af gyldne Drømme bar.
Som Blomst i Isen frosset ind
jeg seer et Træk paa denne Kind,
som vel jeg bør at kjende.
Thi Fryden i min Barndomsleeg
før altfor høit min Skulder steeg
-- o var den ikke Hende.
Tvertsover boed' Hun for os,
i Armod født som i sit Mos
paa Taget Stedmorsblommen.
Fornemme Folk kun fatted svært,
at Blod saa fagert og saa skjært
af Fattigfolk var kommen.
Ak, mangt sligt Aasyn dog jeg saae
som Maanedsrosens Pragt forgaae,
som Sommerfuglestøvet!
Dem Skjebnens Haand for haardt vel tog
og Syndens Spor dem overjog
som Sneglens Sliim paa Løvet.
Eg liker Henrik Wergeland si dikting. Det er så mykje rytme, så mykje rim og så mange vakre lydar i dikta hans. Les bare siste strofa om igjen, og høyr på s-lydane. Er det ikkje vakkert?
No comments:
Post a Comment